Friday, November 27, 2009

HUSKBLAD NEWS - 478

Kære læsere

Så er det blevet tid til ugens news:

- I denne uge blev Nils Malmros-filmen, Kærestesorger, udgivet på DVD og VHS (for nostalgiens skyld). Foruden selve filmen, som vi anmeldte den gang den gik i biografen er det vigtigste ved nutidens DVD-udgivelser ikke selve filmen, men det ekstra bonus-materiale, man får ved at købe DVD-en (VHS-en har til gengæld en fold-ud-plakat med instruktøren (i fuld naturlig størrelse). Denne DVD skuffer da heller ikke på det punkt, da man her får 2 alternative afslutninger, de sjoveste fraklip (f.eks. den gang Søren Pilmark mødte fuld op til en optegnelse og kastede op i flyglet eller da Finn Nørbygaard rent faktisk sagde en sjov vittighed, men der er også et interview med instruktøren selv, der fortæller om, at hans næste film nok bliver en film om flylegenden Den røde Zobel... og at den skal filmes on location og med håndhold kamera. Så det bliver bare spændende - synes undertegnede. Så alt i alt en DVD man nok kan leje i den nærmeste videobiks.

- Nu er det så sandt som det er sagt og skrevet: Den amerikanske præsident, Barack Obama, kommer igen til København - denne gang er det ikke den olympiske komite, der lokker ham på falske præmisser om at USA så kan få værtskabet for OL - nej, det er i anledningen af at han alligevel er i Oslo for at modtage Nobels Fredspris... "om jeg kommer en dag før eller en dag efter kan jo være lige meget. Og hvis jeg så både kan få en fredspris OG vise, at jeg rent faktisk også gør et eller andet for at vise, at det er beretiget at jeg får den, så er det vel også cool nok" udtaler præsidenten, da han troede, at kameraet ikke kørte, og sluttede "det kamera kører vel ikke?". Det gjorde det.

Så er det slut på denne sidste HUSKBLAD NEWS i november - på søndag er det 1. søndag i advent, så se at få købt/lavet den adventskrans og kom så i kirke.

Venlig hilsen

Nyhedsredaktionen

NB: VOGT JER FOR EFTERLIGNINGER OG FOR AT LADE DIG LOKKE TIL KØBENHAVN PÅ FALSKE PRÆMISSER

 

Friday, November 20, 2009

HUSKBLAD NEWS - 477

Kære læsere

Lad os se på denne uges hotte news, der står i valgets tegn:

- Valget i fynske Højrup-Magnelse-Kommune tegnede sig på forhånd til at være en given sag, nemlig at den elskede og højtrespekterede borgermester, Lundy Hansen skulle fortsætte. Men det blev altså løsgængeren, vores egen Eddie Spagheti, der løb med sejren efter meget indviklede forhandlinger på valgnatten. Forhandlinger, der muligvis indbefattede trusler og vold, men det vil senere politiafhøringer afslører. Men det ændrer nok ikke på, at Eddie fra nu af står over for en kæmpe udfordring, nemlig at skulle kombinere et liv på livets skyggeside med et liv på alles læber. "Det bliver noget af en ballancegang, men hvis der er nogen, der kan gøre det, så må det jo være mig", udtaler Eddie.

- Klaus Bondam, skuespiller og politiker i København, gik på valgnatten efter at blive viceoverborgermester, men den titel findes ikke i København. Men Huskblad har læst på anonyme kilder, at Klaus ikke bare gik efter denne titel, men også efter disse: Ridder af Vesterbro, Kejser Klaus, Prins af Pisserenden, Solkonge, Farao af Fisketorvet, Greve af Ørstedsparken, Nørrebrogades Sheriff, København skal ændre navn til Klausbenhavn og Senior-executive-directing-managing-vice-over-over-over-overborgmester. ygterne vil endvidere, at Bondam efter næste valgperiode skal kanoniseres, og herefter og i al evighed bør tituleres Skt. Klaus (Kilder: Politiken.dk)

Det var alt for  denne gang... god weekend.

venlig hilsen

Nyhedsredaktionen

NB: VOGT JER FOR EFTERLIGNINGER OG FOR TITLER, DER IKKE FINDE

Friday, November 13, 2009

Huskblad News - 476

Kære læsere

På grund af finanskrisen sender vi først nyhederne i dag. Men i stedet for alle disse undskyldninger, så går vi videre til ugens nyheder:

- I slipstrømmen på næste års finanslov lykkes det Danskernes Folkeparty at få presset noget ekstra igennem: Et frimærke med Pia Kjærsgaard, partiets stifter og mangeårige leder. "Der vil komme en fast serie med hende på fra 1. januar og de vil have 4.50 som værdi og derved være blandt de meste brugte slags frimærker" udtrykker postchef Larry Hansen, Skjoldborg "jeg har det rigtig godt med at slikke Pia i nakken... der er et eller andet over det" - slutter den 53 årige postchef,

- Finanskrisen går ikke bare ud over huskblads udgivelsestidspunkt, men den går heller ikke sporløst hen over hår-udlejningsbranchen - især den største herhjemme, afdøde Otto Leisners butik. "Vi bliver nødt til at sælge ud af arvesølvet på auktion" udtrykker en meget nedbrudt sous-chef, Lars Pedersen "vi sælger vores Elvis-paryk lavet fuldstændig alene af ægte hår fra Elvis. Der findes kun denne ene Elvis-paryk i hele verden, så vi regner virkelig med, at vi kan få en masse penge ind, så vi kan klare os over finanskrisen. Folk gider ikke rigtig leje eller købe kendis-hår".

Det var alt for denne gang - hold jer muntre og husk at stem på tirsdag, hvis du da gider.

venlig hilsen

Nyhedsredaktionen

NB: VOGT JER FOR EFTERLIGNINGER OG FOR KENDIS-HÅR

Sunday, November 08, 2009

Huskblad News - 475

Kære læsere

Grundet finanskrisen sendes bladet ud 2 dage forsinket... håber på snarlig forståelse.

- Juristerne i Danske Juraforening advarer om uhensigtsmæssige koncekvenser af den nye såkaldte lømmelpakke, som justitsminister Brian Smikkelsen vil have hastevedtaget. "Som vi ser det, så bliver det forbundet med fængselstraf i minimum 30 dage, at benytte sig af de populære hammondorgler i perioden fra den 3. marts til og med 7. august. Det synes vi er en mærkelig tillægsregel, for det er jo ikke alle, der spiller på hammondorgler, der er kriminelle--- med mindre, at dårlig smag er kriminelt i vores forbudsdanmark" udtaler Filip Hansen, adm. direktør i Danske Juraforening. Brian Smikkelsen har ikke ønsket at medvirker i dette interview, men understreger, at så galt bliver det nok heller ikke.

- Apropos uhensigtsmæssigheder, så ønsker lederen af Danske Folkeparti, socialdemokraten Pia Kjærsgaard, at få foretaget en ansigtsløftning. "Jeg ser altid så bister ud på billeder, og det er jeg jo slet ikke... men jeg regner med bl.a. at få to smilehuller, så mon ikke det kan gøre en ende på det problem?" udtaler Pia med et påklistret smil.

Det skulle være alt for denne gang... det bedste ved, at vi udkommer søndag er, at så er der ikke en hel uge til vi kommer næste gang!!

Venlig hilsen

Nyhedsredaktionen

NB: VOGT JER FOR EFTERLIGNINGER OG FOR HAMMONDORGLER (især dem med den unikke Leslie-Hammond-lyd)